onsdag 5. desember 2012

Einsemda

Det er denne einsemda, som aldri gjev ho fred. Den er som eit ope sår, som aldri gror. Som ei smerte ho ikkje klarer å skjønne kvifor ho har eller kvar den kjem ifrå. For eigentleg er ho ikkje einsam. Det er mange rundt ho. Sånn sett er ho ikkje så ofte åleine heller. Men einsemda og smerta er der likevel. Inni ho ein stad.

Det er desse kveldane og nettene med denne indre smerta som gjer ho gal. Som gjer at ho får lyst til å kjøre i fjellveggen eller hoppe frå brua. Sjølv om ho veit at morgondagen heilt sikkert blir betre, berre ho går ut, møter folk og delar. Delar tankane sine. Og slapper av. Og berre lever.

Det er berre desse kveldane og dei stundane når smerta blir så sterk at den verkar uoverkommelig og dreg frå ho all motivasjon og glede. Ho må berre komme seg gjennom dei. Så går det nok bra. Så ordnar det seg nok. Ein dag.

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar